Hvilke konsekvenser får en dom for din straffeattest?

En straffeattest er et dokument, der viser en persons lovovertrædelser. Lovovertrædelserne bliver registreret i Kriminalregisteret.

Straffeattest og jobsøgning

Hvis du får en dom bliver den registreret på din straffeattest, og det kan få konsekvenser for din fremtidige jobsøgning. Stadig flere virksomheder og offentlige myndigheder ønsker at tjekke en jobansøgers status i Kriminalregisteret. Der er nogle jobs, der kræver, at du enten ikke må have begået nogen form for kriminalitet overhovedet, eller der er bestemte love, du ikke må have overtrådt.

En offentlig arbejdsgiver må ikke afvise dig som jobansøger, udelukkende fordi du ikke har en ren straffeattest. Offentlige arbejdsgivere skal foretage en konkret vurdering af ansøgerens egnethed til jobbet. Hvis kriminaliteten ligger flere år tilbage i tiden eller handler om bagateller, skal arbejdsgiveren ikke tage hensyn til oplysningerne på straffeattesten.

Der findes tre forskellige straffeattester

  • den private
  • straffeattest til politi og offentlige myndigheder
  • børneattest

 

Den private straffeattest

En privat straffeattest indeholder oplysninger om domme, bøder og tiltalefrafald ved overtrædelse af straffeloven og ved overtrædelse af loven om narkotikaloven.
De lovovertrædelser, som er registreret i Kriminalregisteret, vil stå på din private straffeattest i 2-5 år.

Straffeattest til politi og offentlige myndigheder

Straffeattesten til politi og offentlige myndigheder indeholder oplysninger om alle de domme, bøder og sager, der har ført til tiltale for overtrædelser af straffeloven. Denne straffeattest indeholder også afgørelser for overtrædelse af andre love, hvis du har fået frihedsstraf eller frakendelser af rettigheder f.eks. frakendelse af kørekortet.

Oplysningerne står på denne straffeattest i mindst 10 år fra den endelige afgørelse.

Ingen kan personligt få udleveret denne straffeattest hos Kriminalregisteret. Kun politiet og i særlige tilfælde offentlige myndigheder kan få udleveret disse oplysninger. Hvis du søger job hos det offentlige, kan de bede om at se din straffeattest. Du skal dog give skriftligt tilladelse til det.

Børneattester

Børneattester indeholder oplysninger om overtrædelser af straffelovens regler om seksuelle krænkelser af børn under 15 år.

Hvis du søger job, hvor du skal have direkte kontakt med børn under 15 år, kan offentlige myndigheder, private virksomheder, idrætsforeninger og organisationer ansøge om se din børneattest. Det kan være, hvis du søger job som fodboldtræner, spejderleder, svømmelærer eller pædagog.
Du skal give skriftlig tilladelse til, at din arbejdsgiver indhenter en børneattest.
Hvis du giver samtykke til, at din arbejdsgiver indhenter en børneattest om dig, kan du skrive til Rigspolitiets Dataafdeling og få oplyst, hvilke oplysninger der stod på den børneattest, din arbejdsgiver modtog.